Tak for denne gang, det har været en kæmpe fest.


Jeg har valgt at lukke ned for bryllupsbilleder og lørdags-arbejdet.

De sidste bryllupper er fotograferet og de sidste billeder er ved at være færdigredigerede.

Siden jeg i 2005 fotograferede lidt for sjov til min storebrors bryllup, har jeg fotograferet et utal af bryllupper og glade mennesker. Jeg har nydt hvert et øjeblik. I starten var det venner, så blev det til venners venner og til sidst blev det til en rigtig forretning.
Sådan en med ansvar, forventninger og fakturaer. Det har været rigtig fedt!

Sikke en rejse, men den slutter her, for en anden er startet.

Jeg er blevet 42 år, er (stadig) selvstændig fotograf og har to skønne børn samt en dejlig kæreste der har undværet mig i mange fredage og lørdage, år efter år.
Bagerst i min bevidsthed har jeg godt vidst det skulle stoppe her og efter et meget skuffende 2020 med massevis af aflysninger, forsvandt noget af lysten og stoltheden ved dette job.

Så det var derfor en lidt nemmere og mere naturlig beslutning at lukke ordrebogen og se tilbage samt nyde alle de fantastiske minder.

Tak til alle som tog mig ind i jeres privatliv og fest –
håber I havde det lige så sjovt som mig.


Mit arbejde som selvstændig fotograf og filmskaber fortsætter, men det er med andre opgaver og arbejdstider – følg da gerne med på @madseneqvist
eller på hjemmesiden https://madseneqvist.com

– Mads